Regeringen har sammen med en række forligspartier indgået en aftale om en såkaldt effektivisering af socialtilsynene, der nu er sendt i høring.
LOS udtrykker sammen med 10 andre aktører en dyb bekymring for den spareøvelse, det reelt er, og frygter, at forslaget, hvis det gennemføres, vil få alvorlige konsekvenser for de børn og unge, der bor i plejefamilier eller på børne- og ungehjem.
I det åbne brev fremhæves blandt andet:
Vi har alle både hver for sig og samlet rejst vores bekymringer i den proces, der har været frem mod, at lovforslaget er sendt i høring, og vi ønsker igen sammen og åbent at rejse vores bekymringer for jer. Vi er dybt bekymrede for, at man med lovforslaget vil:
- At man fjerner kravet om årlige tilsyn, så plejefamilier fremover alene skal have tilsyn hvert andet år, og børne- og ungehjem alene hvert tredje år.
- At man ændrer scoren i kvalitetsmodellen til en binær score, hvormed man ikke kan se kvalitetsforskelle på de forskellige tilbud.
- At man fjerner temaerne ’uddannelse og beskæftigelse’ samt ’selvstændighed og relationer’ fra kvalitetsmodellen, hvormed man igen viser de lave ambitioner på børnenes vegne.
- At man gennem et fokus på whistleblowere lægger ansvaret på børn, unge, pårørende og medarbejdere for at sige fra, hvis noget er galt.
Læs det åbne brev på socialmonitor.dk: 11 aktører i åbent brev til ministeren: Træk effektiviseringen af socialtilsynet tilbage.